Spring navigation over

bipper

sb.

    bipper sb. (1977) lille bærbar radiomodtager til tilkaldelse af personer; personsøger

    ○  Man forestiller sig at abonnenterne udstyres med en lille »bipper«, som man kan have i en lomme. Den registrerer opkald ved at det kaldende nummer kan aflæses på »bipperen«, og man skal så blot bevæge sig til den nærmeste telefon for at ringe tilbage PolPolitiken 2.11.1982

    Opslaget findes også i: NDONudansk Ordbog. Udgivet af Politikens Forlag; RORetskrivningsordbogen. Udgivet af Dansk Sprognævn

    ◊  Fra engelsk beeper

    Forfatter: Pia Jarvad: Nye Ord 1955-98. Gyldendal 1999